Historien bag strik

Der er en del usikkerhed om hvornår strikning opstod. I Mellemøsten er der fundet tekstile fragmenter, der kan dateres tilbage til 256 f. Kr., og i Egypten blev der i 1929 fundet strømper i forskellige farver og mønstrer, der menes at være fra 1100-tallet. Det vides heller ikke hvornår strikningen kom til Europa; i Frankrig kan det dateres tilbage til 1268 og i 1500-t blev begrebet for alvor spredt i Europa. Det menes at strikken kom til Europa enten fra Orienten til Venezia eller at den kom til Spanien i 711 i forbindelse med den arabiske erobring.

Fra mellemøsten til Europa: Strikkede silkestrømper blev almindelige i Europa fra slutningen af middelalderen. De hørte mest gejstliges og kongeliges beklædning til, mens en version i uld eller hør var ment til hverdagsbrug. I løbet af 1500-t steg importen af silke til Europa og man begyndte at strikke mønstre der efterlignede brokadestoffer, - noget der var en stor luksus blandt de kongelige. I Vesteuropa blev strømper af silkestrik den højeste mode, da den matchede knæbuksemoden. Man anvendte tydelige markeringer der skulle vise hvordan tilskæringen ville have været i vævet stof.

I Danmark er to silketrøjer som Christian 4.’s børn blev begravet i, det ældst bevarede arbejde i silkestrikning. Disse stammer fra 1627 og 1628. Disse trøjer var ensfarvede og enkle i formen og fra midten af 1700-t til slutningen af 1800-t blev deres form og udseende overført til hårdttvundet uld.

I Danmark blev der tidligt dannet strikkelav, der skulle sikrer den høje standard samt styre handelen. Betingelserne var strenge og der var en læretid på op til 6-7 år.

Den store ændring inden for strik i de vestlige dele af Europa, skete da strikkemaskinen blev opfundet af englænderen William Lee. Elizabeth 1. Af England ville dog ikke understøtte et patent på maskinen, da det ville ødelægge den store eksport af billig håndstrik, som satte mange mænd, kvinder og børn i arbejde. I Frankrig blev der i 1600-t udviklet en statsstøttet fabriksproduktion og England måtte efterhånden acceptere udviklingen, og efter 1750 skete der en stor ekspansion indenfor maskinel strømpestrikning, dog overlevede håndstrikning i de mere fattige byer, hvor de holdte får. På Island og Færøerne blev der stadig eksporteret håndstrikkede strømper og sweatere via skibsfart.

Strikkeriets opblomstring: En ny udvikling indenfor håndstrikning fandt sted i slutningen af 1700-t, da strikning blev til et tidsfordriv for velhavende kvinder i Spanien. Her begyndte de at eksperimentere med nye former og maskevariationer, og her var hurtighed ikke det primære fokus.

I Victoriatiden blev pyntegenstande og kvindeligt håndarbejde udført i stor stil og strik blev anvendt til stort set alle formål. Strikkehæfter blev fremstillet for den velhavende middelklasse og nye og gamle teknikker blev anvendt. Der blev efterhånden mere fokus på helbred, så det var vigtigt at tøjet skulle være praktisk og funktionelt. Ulden flerfarvestrik, fx shetlandsstrik og de norske bondekofter indgik i modebilledet. Man fik samtidig øjnene op for uld i forbindelse med striknings elastiske og varmeisolerende egenskaber.

Strikning fik en opblomstring under 2. Verdenskrig. Mange brød med samfundets konventioner og flyttede på landet og begyndte at strikke. Fra kollektivbutikker blev der solgt færdige strikmodeller og plantefarvede garner.

Maleren Kaffe Fassett udnyttede de skotske garnfabrikkers mange farvenuancer og fik stor international succes med sine strikkeopskrifter. Garnsalget kulminerede da de store modecentre i London og Paris viste nyskabende strik.